Borgermøde i Stoholm skal forme ny visionsplan for den gamle skolegrund

Foto: Viborg Kommune.
dato

Borgermøde i Stoholm sætter retningen for ny visionsplan: Deltag og bidrag med idéer til udviklingen af den gamle skolegrund midt i byen.

Tirsdag den 21. oktober kl. 17–19 inviteres alle interesserede til borgermøde i Multisalen på Stoholm Skole, Vesterled 5, 7850 Stoholm. På mødet informeres der om processen omkring udviklingen af den gamle skolegrund, og deltagerne får mulighed for at komme med idéer og forslag, som skal bruges som afsæt for arbejdet med visionsplanen. Alle er velkomne, og der er ikke behov for tilmelding.

I forbindelse med processen nedsættes der en følgegruppe bestående af 8 repræsentanter for lokalområdet, herunder Stoholm Borgerforening. Medlemmerne i gruppen skal være aktive ambassadører for lokalmiljøet, bidrage med viden og indsigt, og indgå som sparringspartnere til Viborg Kommune ved at deltage i 2-3 workshops eller møder.

Interesserede, der ønsker at deltage i følgegruppen, bedes sende en mail til strategiogudvikling@viborg.dk senest fredag den 24. oktober 2025, med en kort beskrivelse af sig selv og sin motivation. Svar kan forventes i uge 44, og første møde forventes afholdt i midten af november 2025.

Der udarbejdes en overordnet plan for udviklingen af området omkring den gamle skolegrund. Planen skal vise de mange muligheder, give retning for den fremtidige udvikling og inddrage beboere og brugere i forløbet. Forslag skal omhandle blandt andet bygninger, veje, grønne områder og byrum og sikre, at områdets kvaliteter udvikles bedst muligt. Når planen ligger klar, træffer politikerne beslutning om, hvordan grunden skal sælges, og hvad der skal gælde i en kommende lokalplan.

Skolegrunden, der er centralt placeret tæt på kirkegården, har flere bygninger og indgår i kommunens udviklingsplan fra 2025 til 2036. Byrådet har besluttet at opføre en ny skole ved Stoholm Fritids- og Kulturcenter på Søndergade, som forventes klar til skolestart i august 2027.

https://viborg.dk/demokrati-og-indflydelse/udvikling-og-planer/udvikling/vi-udvikler-landdistrikterne/stoholm-planlaegning-for-skolegrunden/

Kilde: Viborg Kommune