Badminton, yoga, løb, svømning, gåture og styrketræning står flere gange ugentligt på programmet for medlemmerne i VIB IF, hvor fokus er idræt og fællesskab. Foreningen blev etableret i foråret 2025 som et samarbejde mellem Viborg Kommune og Idræt for Sindet under Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI. VIB står for Venskab, Idræt og Balance, og målet er at give borgere med psykisk sårbarhed mulighed for at deltage på egne præmisser.
VIB IF favner ikke kun motion, men også tryghed og struktur i hverdagen, hvor medlemmer oplever at være en del af et støttende fællesskab. I dag tæller foreningen 59 aktive medlemmer, hvilket ifølge DAI anses for at være et højt medlemstal for en nystartet Idræt for Sindet-forening.
DAI støtter foreningen og koordinatoren i Viborg Kommune gennem konsulentsparring og opkvalificering af ledere og frivillige. Planen er, at VIB IF på sigt skal bæres af frivillige, og allerede nu har foreningen seks frivillige bestyrelsesmedlemmer og en frivillig yogainstruktør. Indsatsen med at tiltrække flere frivillige fortsætter.
Siden opstarten har VIB IF haft 62 deltagere til kickoff-arrangementet, og medlemmerne deltager desuden i arrangementer uden for foreningen, som eksempelvis Idræt for Sindet-campen i april, hvor 21 deltog. Erfaringer fra Idræt for Sindet på landsplan viser, at fællesskabet har mærkbar betydning. 98 procent af medlemmerne føler sig som en del af et fællesskab, mens 93 procent oplever øget livskvalitet.
Foreningens fødselsdag markeres med åbent hus den 28. maj fra kl. 15.00 til 17.00 på plænen foran Center for Mestring, Søndesøparken 16, 8800 Viborg. Alle interesserede er velkomne. Yderligere information og mulighed for at melde sig ind findes på vibif.dk.
Kontaktoplysninger:
Brian Roed (A), Formand for Social- og Sundhedsudvalget
Tlf. 30 30 29 02 / mail: broed@viborg.dk
Jacob Brinkmann Holdt
Tlf. 24 22 24 45 / mail: jacob@dai-sport.dk