Hjultorvet i Viborg skal fremover være et grønt, levende og fleksibelt byrum med plads til både hverdag, handel, ophold og arrangementer. Før de endelige planer lægges, inviteres brugerne af byen til at komme med input til projektet.
I september kan du møde Kathrine Vand og Casper Velling fra Viborg Kommune og fortælle, hvad du mener, der kan gøre Hjultorvet til et endnu bedre sted. Dette kan du gøre den 4. september på Hjultorvet i forbindelse med fredagskoncerten, samt den 15. september ved Aktivitetshuset Trille.
Ved disse lejligheder kan alle interessede komme forbi og bidrage med idéer og ønsker til fremtidens Hjultorv. Torvet har en central placering i Viborg og forbinder midtbyens butikker med Domkirkekvarteret og søerne, og spiller derfor en vigtig rolle for livet i midtbyen.
Målet med projektet er at skabe et indbydende hverdagstorv for alle samt et sted, der også kan danne ramme om særlige arrangementer. Borgernes input vil indgå som en væsentlig del af grundlaget for den kommende planlægning for Hjultorvets fremtid.
Derved får byens borgere mulighed for at præge udviklingen og gøre Hjultorvet mere attraktivt og brugbart for alle.